Jordens tid - En moderne perspektivkasse
Opført af Palle Kousgaard i forbindelse med Dansetatret Terpsichores forestilling "Jordens tid" i Them 23. maj 2002.
Af jord er du kommen,
siger præsten, landmanden
pottemageren
og solsorten,
når den snupper en regnorm
og med slid og slæb
trækker den op af jorden
og til jord
skal du blive,
skal du blive,
skal du blive
synger den,
når den i perfekt økologisk balance
flyver frit
- og uhæmmet
- og uden varsel
smider en bombe,
klat, smat
og af jord.....
Opbygning, nedbrydning
Omsætning
igen og igen
det handler om jord
om den store, tunge,
og runde,
indeni glødende
ved polerne frysende
og fladtrykte
ellipsoide, Moder Jord,
som nødig vil slippe os
og fra sit g-punkt lokker os til sig,
9,81 meter per sekund i anden
multipliceret med vores
individuelle
og undertiden overvægtige velfærdsmasse
for masse gange acceleration
er den tyngdekraft,
der drager os
og kraft måles i Newton,
fordi æblet ikke faldt så langt fra stammen,
og fordi mennesket
har det med at gruble
Jorden er også den overflade,
med gevækster og garniture
den delvis uigennemtrængelige,
stærkt kuperede, fiktive
men undertiden stærkt kødelige
membran,
vi færdes på
- henover
- og støder imod
som da Frimærkesamler Olsen
efter at have trænet
sit sind styrke
og sine bens spændstighed
i udspring
først fra et femøres frimærke,
derefter fra et bundt af mærker
så fra ét album, fra to
og fra en stol
og mere og mere
og til sidst gav sig hen
og sprang ud fra Rundetårn
med dannebrogsflag i hænderne
mens folk klappede og råbte hurra
og han ramte vores fordomme
den tykke dame
og fik en sådan katapult
at han kastedes ud i himmelrummet
og aldrig kom tilbage.
Men livet er
som en opera
aldrig forbi
før den tykke dame har sunget
og hvordan kan hun det
når hun stadig hiver efter vejret
så måske er hr. Olsen
blot gået i kredsløb
rundt og rundt,
Ekstremsport
Nogle søger op,
andre ned
eller ind til sagens kerne
som filosoffen Empedeklos,
vulkaner og ild kan intet gøre mig,
sagde han
og verset kom til at gå:
Den Store Empedeklos var
fyr og flamme,
han i Etna sprang,
og blev stegt med det samme,
Men for de fleste
er jorden og livet
ikke den indre glød,
eller den skorpede overflade
- men de øverste smuldrende lag
som nogle har benene solidt plantet i,
mens andre,
siger man,
har det i hovedet,
eller under neglene.
Jord
og vand
og en smule sol
skal der til
og lærken letter og synger
slår sin triller i luften
drillar, hedder det på svensk,
hvor et vers kan gå
solen skenor, lærker drillar
ingen vet hvem Eva gillar,
men det vidste Adam
urfaderen,
slægtsforskernes absolutte mål
en forhenværende lerklump
som den Store Kunstner havde pustet liv i
og givet ham valget
mellem det evige liv
og fristelsens femøre,
æblet på kundskabens træ
som Newton lærte af og blev berømt
som Adam bed af og blev fordømt
og vi arvede synden
at vi som bekendt ikke er skabt
til storhed og blæst
men ved jorden at blive
det tjener os bedst,
og det er da også træls
hvis nogen fører sig for meget frem.
så ofte bliver det kun
til et par forkølede,
udvendige bask med vingerne
kan I se mig, lidt?
(luftbillede af Vrads)
så vi fra verdens og egen navle
kan se horisonten
som vi nu skuer
ud i jordens uudgrundelige tid
fra Them og Omegns bukselinning
Oppe i Norge
er de nærmere himlen,
selv når de står på jorden
og den norske fredsforsker, Johan Galtung,
ville løse verdens trafikproblemer
med flyvende tæpper.
De er geniale til transport
de forurener ikke
og parkeringen løses let
ved at rulle tæppet sammen
og tage det under armen,
og hjemme kan det jo bruges.....
men, sagde han,
det kræver et mere aktivt forhold
til tyngdekraften,
et mere frivolt forhold
til jordens g-punkt
kunne man føje til
Vi må ud på metafysikkens overdrev
og føle visionernes vingesus
og løftes på poesiens vinger,
for eksempel til Møgeltønder,
hvor
en Mø hendanser
til Marken et Sted..........,
og hvad sker der mon
mens hun på Elskov grubler?
jo,
hun snubler
- og stirrer og skuer
gyldne Luer
og rødmer og bæver
og sitrende hæver
med undrende Ånd
af sorten Muld
med snehvide Hånd
- det røde Guld
En sagte Torden
dundrer!
Hele Norden
undrer!
den dansende mø
fandt det første guldhorn,
mens andre stadig higer og søger
efter guldkorn
i gamle bøger
og i oplukte høje, (1639-1734-1802)
men ak,
det store Guldhorn
som romantikken priste
blev først drikkebæger
for en kongesøn,
så hensat i skatkammer
og
fortune rota volvitur
lykkens hjul drejer,
Stjålet i 1802
og omstøbt til spænder til sko
til ringe og fremmede mønter
for man rejste
skridt for skridt, i al slags vejr
stred de af sted.
(Billede af Gravhøje)
langs gravede høje
opkastet af jord
til evigt minde
Tænk hvis man på hærvejene
skulle have været en halv gang rundt
om hver eneste gravhøj
for ikke at gå for vidt,
- for ikke at forivre sig
- for at nå at tænke sig om
endnu engang
før man gik i krig
og jordede hinanden
Men det har vi lært af
(Billedskift til gravhøje ved Give)
Vi bygger også en slags gravhøje
undertiden til på bedste vis
at flette trafikstrømme sammen
effektivt og genialt
men oftest kun for
at vi skal sætte farten ned
tænke os om
I vores by kører de andre for stærkt
alt for stærkt
men i deres byer,
nå ja,
de ligner jo alle sammen hinanden
og vi skal da igennem
Så fordi folk vil køre stærkt
og den største trang tilfredsstilles
med højre fod
så bygger vi rundkørsler
til flere millioner kroner stykket,
og de kommer snart til at ligge ligeså tæt
som gravhøjene
men Herre Gud,
det er jo forskønnelse
og de penge det koster
sparer vi blot andre steder
Jord i hovedet?
over hele hovedet ikke
det er sådan en god fornemmelse,
at have gjort noget for trafiksikkerheden,
så vi med ren samvittighed
kan speede op mellem rundkørslerne
og alle andre steder,
hvor de ikke er
for jyden skal jo frem i en fart
han kører stærkt og sejgt
og rundt og rundt
og hvordan kan det være anderledes,
når vi i primetime,
som det hedder på etnisk
trykkes på opleveren
af de stadige lavtryk
der kommer ind vest fra
ude fra Atlanten
og får luften til at dreje
rundt og rundt
mod uret
Og matematikeren Coriolis
beskrev jordrotationens betydning
for vindene,
for bækkenes slyngning
for vaskekummehvirvlerne
for de hurtigst slidte højre jernbaneskinner
og han lagde navn til
den af fiktive og indbildte kræfter
drevne højredrejning,
på den nordlige halvkugle,
Corioliskraften
Man burde måske opfinde
en vakuumrotunde
vakuum i rundkørslens blinde øje
og i balancen
mellem bilisternes fiktive højredrejning
og lavtrykkets sug
går bilerne i rotation
og kører rundt og rundt
mod uret
til farten svækkes
og man driver østover
över hinsidan
Vakuum,
tomrum
Hvad er det for et insekt,
der kan leve i det lufttomme rum?
Rigtigt svaret! vakuumbremsen!
Rundt og rundt
som traktorhjul
når bonden kører
frem og tilbage
række op og række ned
række op og række ned
op og ned
vi får for lidt motion,
spiser for meget
drikker for meget
er for lade
og sidder for meget
på vores flade,
og engang troede man,
jorden var flad,
- som en pandekage,
og skibene ville dratte ud over kanten,
når de kom så langt
på vej til Kina og Indien
syv ad gangen avet om,
men det gjorde de ikke,
for jorden er rund
måske på nær ved Bermuda
og de kanter
trekanter
firkanter
femkanter
sekstanter, grandtanter
granplanter
bliver til træer og klippegrønt,
der gror i den lokale jord
- jeg fik engang at vide,
at om efteråret
hærger en sjælden virus
Them og Omegn
og folk bli’r syge, meget syge
og sygemelder sig
men dør ikke
morbus abies nordmanniana,
det er ikke pølseforgiftning
men det har noget at gøre med juletræer
som breder sig over alt
Er der snart
en ærlig marginaljordsbonde tilbage?
tre til fire fold gav jorden engang herovre
på de bedste steder,
Dengang kørtes der ikke gylle ud
det duftende guld
ambra fra svin og ko
Gyllen eller Gylden
var betalingsmiddel i Holland
inden de fik ecuen eller øjroen
eller øuroen,
som vi siger i Danmark
hvordan er det nu med hektarstøtten
til ØV-roen
vil den klare sig
gider nogen hacke den
kan den gøres resistent
så ukrudt, virus og terrorisme ikke rammer?
kan den holde stand mod jyske dollars?
Det forstår jeg mig ikke på
sådan en sjællænder
som alt kaldes mellem Storbælt og Øresund
Men født i tyrens tegn,
et jordtegn med venus som planet
blid, poetisk og jordnær,
lidt stædig måske
blev jeg, bonde,
sådan en mellemting
(evt. billede af Palle)
mellem en psykedelisk kratlusker
og en oplyst husmand,
som lærte hele teorien
om nitrifikation og kationer
om springhaler og regnorme
før jeg kunne sætte en plov på,
men der er ikke noget,
der ikke kan læres
og kan du ikke blive andet
kan du blive bonde,
så det blev jeg så efter 19 års skolegang
og arbejde på højere læreanstalter
Så nu dyrker jeg
økologisk senegræs og tidsler
med udlæg af korn
man skulle måske dyrke ris
med alt det vand
(billede af rismarker)
Jeg troede kun her var sand,
men her er både det stiveste ler
og mosejord,
hvor man kan sidde fast med sin traktor
for ligesom at give noget af sig selv
blive kendt og styrke fællesskabet,
man kommer så godt ind på folk
når man begynder med at sætte sig fast
midt i pløret, hvor alle kan se det
man kommer
lissom
hinanden
tro mig
utrolig, meget mere ved
Og så er jorden blot nedbrudte mineraler
fra fjerne bjerge, der var engang
blandet med organisk stof
og når det er bedst
kittet sammen til
Krummestruktur
Der kan være krummer i jord,
men næppe i sandet
der ligger tungt og dødt,
sort og rødt
i mange andre farver.
og kvartssand
består af ilt og kisel,
som hedder silicon på engelsk
Silikone
og i Silicon Valley
bruger de det
på en måde i computere
Kan man så sige,
at en computer har jord i hovedet?
og at halvledere skaber elektroniske halvhjerner?
Det virker nærmest sådan,
for hver gang, og det er tit,
at programmerne fra
Bil Gates og Blødvaredrengene
i Silicon Valley går i sort,
måske fordi jeg af gammel vane
flyttede musen skråt til venstre
så blinker alarmen og siger,
at jeg har gjort en ulovlig handling,
så når lortet ikke virker
har jeg og vi gjort en ulovlig handling
og vi har et problem
går det helt galt,
er vi måske et problem?
bli’r måske “the bad guys”
- så
”Educate them, George”
“lykkens hjul drejer”,
og kun de færreste mus dør af alderdom.
De springer for livet i plovfurerne,
foran traktorens hjul,
musvågen sidder på vagt,
tårnfalken svirrer i luften
ræven ligger på lur
og katten spinder af spænding
når markerne gøres forårsklare,
og der samles sten på markerne.
Sikke meget, der kan være i jorden,
når vi gir os tid til at se
tid til jorden,
jordens tid
Tænk, hvis også vi
havde miner på markerne!
Så skulle der søges længe efter poesien
efter lysten til at rode i jorden.
Årets gang ville ikke præges af sol og regn,
og varme og kulde
”fortune rota volvitur”
lykkens hjul drejer
Det er heldigvis de andre,
der bliver sprængt i luften
for den danske jord
er rund og blød,
lidt kold og våd
måske,
men sød,
her ved vi, julen kommer
(billede af Bryrup Kirke)
SLUT
Der blev ud over egen tekst
i smagfuld forvirring
benyttet tegninger, tekst og musik af:
Johan Galtung: Rapport fra framtidssamfunnet
Svenske Eva
Filosofiens Hvem, Hvad, Hvor
Storm P: Frimærkesamler Olsen
Carl Orff: Carmina Burana
Adam Oehlenschläger: Guldhornene,
Albert Engström: 88 Tegninger
og endelig et par ord fra Peters Jul.
C Palle Kousgaard 2002-05-20