|
Denne side vil indeholde kommentarer til situationen i verden og omkringliggende bakkeøer. Den bliver en dialog mellem min egen impulsivitet og reflektion og andres impulser. |
Mere af samme
Læserbrev om medielicens
Refleksioner siden sidst
Stop den mand
Et lækkert team
Refleksioner over muhammedtegninger
En kanon dag
Verden ifølge Bush
Aldrig har vi været rigere i Danmark
Konsulen
Kristus ville ikke kunne få asyl i Danmark med den samling teologer, der styrer landet!
Når svinehunden rykker i snoren
Om oprustning
Der bliver sikkert meget mere at sige undskyld for!
Lov og orden
Verden skævvrides
Antiapatien under pres fra apatien
Spis din egen hale
Fri Konkurrence
Catch 22
Efterløn Fup eller fakta
Flyt Storebæltsbroens betalingsanlæg til Helsingørmotorvejen!
Royale vindere og tabere
Begrebsforvirring
Verdens sande tilstand
Logikken er skøn....
Fremskridt
Hysteriet breder sig
Den største brøde
En længsel
At fokusere på ligheder i stedet for på forskelle
Moral - og lov og ret
En farlig mand
Hvad er en terrorist?
Kamp mod tyranner
Teksterne er arrangeret med de nyeste øverst
Det kunne være fristende i 2017 at bruge samme overskrift som nedenunder, hvor jeg udtrykker et vist håb om, at den i 2008 valgte præsident, der både kunne tænke og tale, ville ændre noget.
Så er præsidentvalget i USA overstået, og det er godt. En af grundene, til at jeg holdt op med at se fjernsyn, var, at jeg ikke kunne holde ud at se George Bush, og mange af indlæggene her på Antiapatisk Platform har drejet sig om Bush og hans administration og efterløbere. Det har været et sort kapitel i verdenshistorien, at et så stort og overvejende demokratisk land kunne vælge en mand som ham, som præsident. Han holdt tiden ud, men heller ikke mere. Selv hvis det havde været muligt at genopstille, var han ikke blevet valgt en tredje gang, og han har da også lavet katastrofer nok. Han nåede ikke at manifestere sig som den store forkæmper for miljøet, som vores forhåbentlig også snart forhenværende statsminister kaldte ham.
Af en eller anden grund bliver Anders Fogh Rasmussen ikke naglet på sine handlinger. Ikke endnu da, men det kan da ikke vare ved? Men han forstår da også at ændre synspunkter - eller rettere, han har aldrig rigtig haft de synspunkter han havde, altså fx om hvorfor han hev os med i krig i Iraq.
Nu kommer der heldigvis en præsident i USA, der både kan tænke og tale, og det er under alle omstændigheder godt. Hvor meget, han så kan udrette, er en anden sag.
5/11-2008 PK
Den danske statsminister mener, at George Bushs storhed vil gå op for folk om 15 år.
Det lyder uhyggeligt. Mon så også Anders Fogh Rasmussens storhed går op for folk??
Jeg er nok en af dem, der aldrig vil fatte det.
29/2-2009
PS. Der må være noget fremtidsmagi over dette, siden jeg har dateret det 2009. Det er det selvfølgelig ikke. Det må være 2008.
Det er mig uforståeligt, hvis Danmark genvælger en regering, der med et lille flertal og mod FN har ført Danmark i krig i Iraq.
En krig, der har medført store irakiske flygtningestrømme, hvoraf 1,5 mio er i Syrien, der er ved at have fået nok af flygtninge.
Det er man også i Danmark, hvor man mener, at Iraq er skkert nok til at sende flygtninge tilbage til.
At føre krig i et fremmed land er, trods de skiftende beggrundelser, en så alvorlig sag, at det burde være mere bekymrende end topskatten.
Jeg forstår heller ikke, at man i Danmark kan stemme for en regering, der har lagt en dansk miljøpolitik i ruiner - men nu skal profilere sig "grønt"
Den regering har efterhånden så meget hykleri og så mange lig i lasten, at det kun er vores tilsyneladende større rigdom, der gør, at den ikke stilles til regnskab.
Disse lig i lasten kan ikke undgå at komme frem, og at udskrive et overflødigt valg 1œ år før normal tid har vel kun haft til formål at sikre fire år mere - før det blev for sent.
12/11-2007 Palle Kousgaard
Der er jo ikke noget, der er ændret siden mine sidste indlæg. Mærkværdigvis er der stadig nogle, der lytter til hvad George Bush siger, men de kan næppe vare så længe, før ingen gider høre på ham.
Aders Fogh Rasmussen er mere sejlivet. Men de gør jo heller ikke noget forkert.
Bjørn Lomborg mener stadig, det går godt, han mener dog, at man hellere skal forske end at bruge penge på CO2 bekæmpelse. Men så er det lige det, jeg tænker: At var det ikke det, de gjorde, altså forske, indtil AFR erstattede miljørforskningen med Lomholdts misforståede Benefit-cost analyser????
I Herbert Pundiks fortræffelige selvbiografi hedder bind 2, Du kan, hvis du tør. Her citerer han et jødisk ordsprog, der siger, at det er bedre at tænde et lys end at bekæmpe mørket.
Rigigt mørkt er der jo ikke i Danmark - endda langtfra. Jeg kunne endda tænke mig at hjælpe statsministeren i sin kampagne for at vinde næste valg. Det ville da være at tænde et lys istedet for at bekæmpe mørket.
Jeg vil såmænd bare foreslå ham et nyt slogan:
"Stem på Anders Fogh Rasmussen, for der er ikke noget at komme efter!"
Tak til Ole Bruus for kronikken om medie.. hvad var det nu lige for en? En nyopfindelse, et columbusæg i en tid med skattestop. Brugerbetaling for noget, man ikke bruger. Der er i hvert fald nogle, der ikke bruger det.
Vi bor på landet i Midtjylland – så langt ude, at end ikke DR2 og gratisaviserne kan nå os – og vi nyder det. Især efter at vi for ca. 5 år siden holdt op med at se fjernsyn og med stort besvær fik fortalt licenskontoret, at vi ikke længere så fjernsyn og derfor ikke ville betale for det, men gerne betalte radiolicens. For i radioen er der da stadig, så længe det varer, programmer som Vita og Orientering, der er værd at høre, selv om man også på P1 er ved at kvæle lytterne i genudsendelser og reklamer for reklamer og værst af alt – ”skarpe” debatprogrammer, som nærmest er det, der engang kaldte entropi – energi, der forsvinder ud i varmedød.
Licenskontoret lod mig adskillige gange forstå, at det var kriminelt at være sortseer. De var i den grad uforskammede og kunne simpelthen ikke fatte, at nogen ikke ville spilde tid på at se fjernsyn. Men det er en befrielse ikke at se fjernsyn, og hver gang jeg kommer ind i en stue med et aktivt fjernsyn, sender jeg en tak til Skaberen, for at jeg normalt er fri. Nu kan vi more os selv i stedet for at se på mennesker, der er betalt for at se ud, som om de morer sig. Vi bliver ikke længere, uden forudgående advarsel om stærke scener, belemret med Gorge Bush, vi skal ikke belastes med selvpromoverende journalister, og når der en sjælden gang var en film, der kunne røre én, var den næppe færdig, før reklametrommerne bralrede løs med et budskab, man havde hørt 50 gange før om et produkt eller en kommende udsendelse.
Selvfølgelig er der da sikkert også seriøse journalister, men de fylder så lidt, og for at citere en berømt dansker, så er der ikke noget at komme efter.
I 1990’erne var det en god tid at flytte på landet. Det stadigt ekspanderende voksende Internet gjorde, at man kunne have sin hjemmearbejdsplads hvor som helst, og da vi trods al frygt var kommet over årtusindeskiftet, var Internettet ved at ændre bybegrebet – troede vi. Godt for bondelandet og naturen. Så kunne man bo herude uden at være udenfor.
Og efterhånden ikke bare kan, men også skal mere og mere ordnes fra computeren over Internettet. Home- det ene og det andet, og det offentlige går næsten forrest. Stat og kommune modtager dårligt nok en faktura uden, det er over Nettet. Det papirløse kontor, rationelt og billigt, og det er svært at leve uden....
Og så gik det lige så godt! Hvordan kan man så finde på et begreb som medielicens?
Jeg synes det er fint nok, at man over sin skat er med til at betale for noget, man ikke selv bruger. Sådan må et samfund fungere. Det må absolut ikke være brugerbetaling over hele linjen.
Og at indføre en tvungen brugerbetaling på noget, ikke alle bruger, kan i sagens natur ikke være brugerbetaling. Det er maskeret skat, og da der er skattestop, skal den vel ikke betales? Det vil næsten være lovstridigt!
Palle Kousgaard
8653 Them
Der er gået et stykke tid, siden jeg har skrevet her sidst. Men det er fordi, det meste fortsætter i samme skure. En komplet tåbelig præsident i USA og en dansk statsminister med flere i sit følge, der i al deres ufejlbarlighed forsøger at blive verdensmestre i kortsynethed. Pengene i lommen her og nu, og hvad der er sparet det er tjent. Enhver er sig selv nærmest, og det er bedst sådan. De sparede penge kan så sætte i tænketanke og bruges på liberale konsulenter, altså liberale i den forstand, at dem der har skal have mulighed for at få mere.
Og hvad brokker jeg mig så over. Hvis man er så heldig at have sit hus og sin opsparing anbragt på den rigtige måde og ikke har trangen til at følge med i forbrugerismen, behøver man ikke at tjene så mange penge. Så er livet let. Værdierne stiger, selvfølgelig lige med undtagelse af effekten af, at nogle økonomer og investeringsrådgivere knap kunne nå at komme sig over deflationsfrygten og de uforståeligt lave renter, før de skrækslagne kastede sig over inflationsfrygten og en rente, der for nogen med blot lidt år på bagen er beskeden. Men investeringsrådgiverne skal vel leve af at sprede frygt og økonomerne af at sprede udtalelser.
Så hvis vi har fået skrabet noget sammen og ikke har for store behov, er livets økonomiske side let, med mindre vi bare vil have mere eller er bange for at miste. Vi har fået et pusterum, hvor produktionen flytter til lavtlønslande. Så kan de døje med forureningen og de dårlige arbejdsvilkår, herre Gud, de er jo ikke bedre vant, og sådan var det også i Danmark for 50-100 år siden. Vi kan så bare opruste imens, bruge vores kræfter på den endelige kamp om verdensherredømmet. Og grebet snedigt an, skal vi jo bare have en del af de andre til at slå hinanden ihjel. Det går jo sådan set meget godt i Irak. Der skal bare lidt mere gang i den.
Bush har aldrig forstået, hvad det drejer sig om. Han tror stadigvæk på den renhjertede cowboy, der renser byen, men hans rådgivere er nok klogere. Det gælder om at hidse de andre op mod hinanden, og så holde sig lidt tilbage. Jeg ved godt, at amerikanerne har bragt store ofre for ”Sagen”, men det er også en træning og en kamp med en gulerod – sikrere olie. Og de dræbte soldater er for det flestes vedkommende fra en underklasse, og en død helt er også en slags helt. Måske ikke så meget som i rabiat muslimsk retorik, men alligevel.
Bush behøver man ikke bekymre sig om. Selvfølgelig har han stadig vilde skud i bøssen, men er stille og roligt ved at blive kvalt i sin egen tåbelighed. Og måske den danske statsminister følger med. Nu er der jo ikke så meget at komme efter, så han forsvinder vel bare på et tidspunkt, hvor skæbnen indhenter ham. Det gør den med os alle, men har man engang grebet til kreativ bogføring og nyspunnet sine argumenter for at gå i krig (løjet har statsministeren jo ikke om grundene til at gå i krig – det har han og udenrigsministeren jo sagt – var det ikke noget med en forankring?), så plumper han nok i endnu engang med begge ben, for han har nok et moduleret gen, der fortæller ham, at hans indre motiver retfærdiggør enhver handling. Og det bliver måske bare en ubetydelig sag, men med stor bevågenhed. Så er det exit med ham. De kort er nok givet, men hvad så? Vi må bare håbe, at det sker inden, at der sker alt for megen ulykke rundt omkring, for et samfund baseret på profitmaksimering er meget udansk. At de dog ikke kan se det, de drønnerter, der har så travlt med at afskaffe resterne af et humanistisk Danmark, frie universiteter og gode skoler, hvor almendannelse og skole for livet skal afløses af skole for pengene. Og for dem, der ikke kan klare mosten????
Nu har vi så også fået et nyt chok i sportsverdenen. Nogle prøver og prøver med ufine midler at tilfredsstille egene og sorttilskuernes forventninger og sikre sig del i pengene.
Som om det var noget særligt. Hvorfor dopingtestede og undersøgte man ikke Henning Dyremose, da han sikrede sig så favorable aftrædelsesordninger i TDC. Hvorfor har man så djævelsk travl med at nogle sportsfolk i hoved og røv, fordi de vil udbytte deres potentialer bedst muligt. At de vil ”opkvalificere sig” og forbedre deres kompetencer.
Vi tåler ikke snyd, hvis vi finder ud af det. Men den kloge narrer den mindre kloge, og hvor er det dumt at blive opdaget. Som Bjarne Riis legendarisk svarede på spørgsmålet om, hvorvidt han nogen sinde havde doped sig: Jeg er aldrig blevet testet positiv. Sådan! Uanset hvad Riis havde gjort eller ikke gjort, så er det det, det drejer sig om. Hvis Ivan Basso har haft tanken om, at skulle tilfredsstille det danske og italienske folks forventninger, så ville det ikke være underligt, om han gjorde hvad han kunne, og hvad han kunne slippe af sted med.
Tænk bare på Dyremose. Han var ansat som en vellønnet direktør for at drive TDC på en god måde, og han tog sig den (vellønnede) opgave at sælge TDC. Hvem afgør hensigt, måder og midler? 88% af aktionærerne var glade. Vi må håbe, at kunderne også bliver glade. Men i min næse lugter det dårligere end doping i cykelløb.
Palle Kousgaard
2. juli 2006
Den amerikanske præsident George W. Bush udtalte fredag (5. maj 2006), at Tredje Verdenskrig blev indledt ved terrorangrebet på World Trade Center. -Foto: AP
USA's præsident George W. Bush har udnævnt krigen mod terror til Tredje Verdenskrig.
Det skete i et interview på den amerikanske tv-kanal CNBC fredag, hvor han kommenterede en premiereaktuel film om terrorangrebet 11. septemper 2001.
Filmen handler om hændelserne i det såkaldt 'fjerde fly' - flyet, der styrtede ned på en mark i Pennsylvania efter, at passagererne havde overmandet flykaprene og tvunget maskinen til jorden inden, det nåede sit ukendte mål i Washington.
»Heroiske passagerer«
»Jeg er overbevist om, at det (passagerernes modstand. red.) var det første modangreb i den Tredje Verdenskrig. Det var utrolig heroisk af de mennesker på flyet«, sagde Bush.
I 2002 afviste den tidligere talsmand for Det Hvide Hus, Ari Fleischer at kalde jagten på al-Qaedamedlemmer og gruppens sympatisører for Tredje Verdenskrig.
/ritzau/
Kommentar: Præsident Bush og Osama Binladen har den klædelige beskedenhed, at den nok vil tilegne den anden rollen som verdens største terrorist. Den eneste forskel er, såvidt jeg kan se, at Osama Binladen næppe ville have angrebet USA, hvis der ikke havde været udstationeret amerikanske soldater i Saudi Arabien. PK
Ytringsfrihed kan ikke gradbøjes, hedder det i statsministerens terminologi.
Nu har to imaner, og dem er der vist ikke mange, der har megen respekt for, snakket sammen. Deres snak er blevet optaget med skjult mikrofoner, og artige sager kom frem. Noget, der kunne ligne en trussel mod Naser Khader, og en omtale af potentielle selvmordsaktivister. Selvfølgelig blot et forsøg fra de herrer imaners side udi i dansk humor.
Men kommer det overhovedet os andre ved, hvad hr. Akari og hr. Laban drøfter, når de tror sig alene?
Har man ikke ret til at udtale, hvad pokker man har lyst til, når man er i en sluttet kreds?
Hvis man ikke har det, må det vist siges at være mere end en almindelig gradbøjning af ytringsfriheden.
Tanken ville ikke være mig fjern at sige til en ven, i al fortrolighed naturligvis, at visse i regeringen kunne trænge til et los et vist sted.
Tillader den højtbesungne ytringsfrihed at sige sådan? Selvfølgelig, for det er jo ikke så slemt, og næppe noget jeg ville gå hen at gøre.
Men hvis det nu var endnu værre end slemt, og jeg ville gøre det? Og det så blev overhørt af en skjult mikrofon? Ligesom imamerne?
Ja så havde jeg nok et problem - ligesom de to imamer.For her er ikke tale om en gradbøjning af ytringsfriheden; den blafrer simpelthen i vinden.
I Studenterrevyen: "Gris på Gaflen" fra slutningen af 60'erne hed det:
Far, må man skyde Eichmann?
Vold, min dreng, er altid af det onde.
Er det vold, når du tæver mig, far?
Nej, min dreng, det er noget andet,
Palle Kousgaard 26.3-2006
Berlusconi, Blair, Bush og Anders Fogh Rasmussen - et lækkert team til kamp for demokrati og ytringsfrihed.
Berlusconi mener, at hans egen ytringsfrihed er så vigtig, at han må kontrollere de fleste af sit lands medier, hvor han kan fyre de medarbejeder, der mener noget andet.
Blair er afhængigig af ytringsfriheden, for hvis han selv skulle være i tvivl - og det kan jeg ikke forstå hvis han ikke bare et øjeblik skulle være - så holder han blot en af sine blændende taler, og så bliver han overbevist.
George Bush dyrker ytringsfriheden ved at fylde verden med løgn og true andre med krig og, og hvis de tager truslerne alvorligt og gør tegn til ikke at lystre og i stedet taler om at opruste, kalder han dem slyngelstater. Han vil nemlig bestemme, hvem der må opruste og hvem ikke. Og selvfølgelig er det kun "de gode", der må opruste. Til gengæld gennemfører han aflytning af en stor del af sit lands borgere, for at sikre, at de ikke siger noget forkert.
Og Anders Fogh hverken gør eller siger jo noget forkert. Han kæmper for frihed og ytringsfrihed. Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes. Og hvis man i et øjebliks svaghed gerne ville ytre, at man godt kan forstå - selv om man selvfølgelig ikke sympatiserer med - at nogen kunne blive så desperate, at de kunne finde på at sprænge sig selv og andre i luften, ja så skal man vare sig, for at ytre det, man i al sin enfoldighed kunne tro, man frit kunne ytre. For her er det ikke et spørgsmål om ytringsfrihed. At ytre det er jo rent faktisk det samme som at støtte terrorisme!
Og selvfølgelig er det tåbeligt at tage sådan på vej over nogle tegninger, men måske er det slet ikke tegningerne, men den kendsgerning, at Danmark har meldt sig på det hold, der gerne vil ytre sig og øse af vores kultur, men ikke er meget for at høre på andre og lade dem have deres kultur. Det er jo trods alt ikke muslimerne, der har udstationeret soldater i vesten, og som vil forhindre England og USA i at berige uran. Og den slags.
Mon ikke også de kan have lidt svært ved at forstå, at Israel uden andet end en let markeret panderynken fra vesten må alt det, de selv, som de slyngler, de er,ikke må.
Det er da godt vi ved -og har en statsminister der ved - hvad der er godt og skidt. For den iranske retorik er jo lige så slem som den amerikanske, og det kunne jo være at også iranerne ville gøre det, de truer med!
Men sådan er der så meget. Længe leve den globalisering, der tjener os. Vi har det godt. Så send dem til Guantanamo hele bundtet. Det er det moderne USAs udgave af en mafialsk cementklods støbt om benene - og ud i havnen. Her kan folk sidde mange år i glemsel. Og hvis de tror, at deres eventuelle faktuelle og beviselige uskyld skulle kunne hjælpe dem.... så nej. De er udrangeret. De kn ikke, og vi andre kan ikke gøre noget. De er hvirvlet ind i den onde godheds glemte zone. Hvem har dømt dem? De var bare uheldige eller dumme, eller måske var et par af dem terrorister. Det får vi nok alrig klarhed over.
Dybest set er jeg ved at miste troen på, at der er tilstrækkelig interesse og mulighed for en verden i åben sameksistens og med plads til alle. "Globaliseringen" minder mig efterhånden mere om en moderne udgave af kolonialiseringen.
Palle kousgaard
Vi har fået en ny fornemmelse af, hvad masseødelæggelsesvåben kan være: At en ”menneskemasse”, her repræsenteret af mennesker med en dyb indre fælles sag, i en fælles krænkelse går i frontalt angreb på et land, i dette tilfælde Danmark. Uforståeligt for de fleste af os, fordi angrebet sættes ind mod et i denne sag relativt uskyldigt land. Det er uvirkeligt, surrealistisk og i det hele taget som at være med i en dårlig film, hvis grundlæggende drivkraft er generalisering. Vi oplever en uimodståelig, forenklet logik, som vi har svært ved at forholde os til, fordi vi gerne vil tænke rationelt ud fra vores verdensbillede. Og mon ikke mange, ligesom jeg, har svinget lidt i deres opfattelse mellem ”Nu kan det være nok!” og så den indlevelse og forståelse, vi uden at kende så meget til det, alligevel kan mobilisere. Diplomati kan mange af os have godt af at lære lidt af. Fortsættes....
Onsdag, for et par uger siden, kørte jeg frem og tilbage til Landsarkivet i Viborg. Det var en kanon dag, med kanonkongen over dem alle, kultusminister Brian Mikkelsen, som nu har givet os, hvad vi fortjener – en kulturkanon. Jeg er ikke imod selskabslege, som: ”nævn de ti betydeligste danske film” og den slags. Det er ikke nyt. Det gjorde man også i tresserne, men vist ikke på officielt kulturministerielt niveau...... fortsættes
Jeg har aldrig haft noget mod Bjørn Lomborg, selv om der i min apatiske platform måske er udsagn, der kunne tyde på det. Og man må da medgive, at dengang han var toneangivende i miljødebatten, så det ikke så slemt ud. Først efter at han har sagt sin stilling op, er den ved at være gal.
Nu ser det til gengæld ud til for alvor, at de ”kulturskabte” klimaændringer nok ikke lige sådan er til at negligere. Måske skulle man få BL tilbage, så vi kunne få lidt bedring i forholdene?
Ufatteligt, at en dansk regering i øvrigt kunne slippe af sted med at indføre den vildledning i miljødebatten. Ufatteligt hvad de i det hele taget slipper af sted med.
Men mine tanker om Bjørn Lomborg kom egentlig af en artikel i Politikens netavis
19/12-2005. Her citeredes en anden, jeg måske har været lidt hård ved på denne side. Den bekendte store leder af verden, en af mine yndlingsaversioner, G.W. Bush, manden der aldrig stikker snuden i busken. Han er altid parat med en frisk udtalelse. Og så syntes jeg i øvrigt han virkelig var morsom, da han ved mødet om handelsrelationer mellem landene i Nord- og Sydamerika blev spurgt om, hvad der var fælles for deltagerne. ”Tandpastaen” svarede han, for der var samme tandpasta på alle hotelværelserne.
G.W. Bush er sikker på, at USA er ved at vinde krigen i Irak, og han udtaler ifølge CNN Online:
»For hvert liv, der går tabt, er der utallige liv, der reddes. Og for hver terrorist, der modarbejder frihed i Irak, er der langt flere irakere og amerikanere, der arbejder på at bekæmpe dem«.
Gad vist, hvad der er for liv, der reddes. Er det mennesker, S. Hussein ville have slået ihjel, eller mennesker, der ville være slået ihjel som følge af urolighederne i invasionens følge, hvis invasionsstyrkerne ikke havde forhindret det? Eller måske mennesker, invasionsstyrkerne ville have slået ihjel, f.eks. ved at skyde på dem ved vejspærringer, hvis de ikke havde nået at besinde sig?
Jeg ved ikke, hvor opmuntrende det egentlig er, at der er mange flere irakere og især amerikanere, der arbejder på at bekæmpe dem. Der er nok en verden af forskel på, at noget hører op, fordi der ikke er mening i at fortsætte, og fordi de, der fortsætter, bekæmpes. En stor del af konflikten (men næppe den hele) er jo netop tilstedeværelsen af den store mængde af bekæmpere.
Bush medgav samtidig, at de påståede masseødelæggelsesvåben, der var en vægtig årsag til felttoget mod den irakiske leder Saddam Hussein, ikke eksisterede. Men han forsikrede, at krigen ville bringe bedring til Irak.
Krigen anslås af Det Hvide Hus at koste USA seks milliarder dollar om måneden - næsten 40 milliarder kroner.
Og så var de jo, at man godt kunne have brug for Bjørn Lomholts regneark. Hvad kunne man alternativt have fået af opbyggelige tiltag for forbedring af verdens sande tilstand for 40 mia. kr. om måneden?
19. december 2005 PK
Aldrig har vi været rigere i Danmark
og aldrig har vi anstrengt os så meget
for at holde andre væk
og for at få dem smidt ud, der er kommet hertil
Det er tankevækkende - og dybt beskæmmende
Palle Kousgaard 4/11-2005
Der var en kunstner og konsul, som troede, han havde forstået regeringens tese om, at skal fattigrøvene og de farvede have støtte, så er det "noget for noget". Han skrev i hvert fald i en bog, at han implementerede det! Om det så var digt, drøm eller dagligdag? Hvad ved man om det her ude på landet?
Men så var det også galt. Så nu er han ikke konsul længere. Så nu repræsenterer "finisseur'en" ikke længere dronning og fædreland. En sand finisseur.
Men det er vist stadig regeringens politik, at det er: "noget for noget". Altså undtagen hvis man får rigtig mange penge. Så behøver man ikke yde så meget. I hvert fald ikke noget befolkningen har glæde af.
At vi har en statsminister, der har en ministeriel fortid som kreativ bogfører, og en finansminister, der har snydt med bopælspligt og den slags, er selvfølgelig noget helt andet.
En forsinket reaktion
Palle Kousgaard 26/10-2005
Nedenstående sag om flygtninge viser, at når presset bliver stort nok, og specielt når TV bringer historien, så påvirker det ministrene.
Men det er pinligt, at der skal så meget til. Det er pinligt, at jo rigere vi synes at blive, desto mere ivrige er vi efter at holde andre væk. Det er ikke bare den skjulte egoisme, der florerer. Det er ved at blive en statsreligion. Liberalisme er ikke længere et udtryk for at give maksimal handlefrihed, men for at rage maksimalt til sig.
Magthaverne er ikke nogen undtagelse. Når man taler så meget om, at der ikke er råd til efterløn, så kunne man jo starte med at se på, om man ikke skulle reducere ministerpensioner og den slags - for de forsvinder jo ikke engang, selv om de forhenværende minsistre får nyt job. Vi har mere og mere et "ipose og sæk" system - også i erhvervslivet. Men det er en anden snak.
Danmark fralægger sig mere og mere ansvaret for at medvirke til at andre får muligheder i en stadig skævere verden. Vi kan gå op i, at dyr behandles humant (før vi slår dem ihjem og æder dem) men til gengæld behandler vi mennesker dyrisk.
Folk som hævder at bekende sig til kristendommen og som måske endda er præster i folkekirken, lader hånt om de mest elementære dele af kristendommen. Kristus ville ikke kunne få asyl i Danmark med den samling teologer og lignende, der styrer landet!
Det er slemt, men det værste er næsten, at det ikke ville være meget bedre med en socialdemokratisk regering.
Palle Kousgaard 13. oktober 2005
Der er mange, der ligesom jeg, har en dårlig smag i munden over den måde, mange asylansøgere og udenlandske ægtefæller til danskere behandles på. Givetvis har man forsømt at være på forkant med udviklingen og haft en ordentlig strategi for invandrernes indpasning i samfundet, hvad enten de er egentlige politiske flygtninge eller såkaldte bekvemmelighedsflygtninge. I Rebild Bakker fejres i øvrigt hvert år d. 4. juli, bl.a. de danske bekvemmelighedsflygtninge, der fandt en ny tilværelse i USA. Det er værd at huske på.
Men uanset hvilken holdning, man har rent principielt, så sættes vores almindelige opfattelse af anstændighed og menneskelighed på hårde prøver.
Steen Christensen fra Vinding i Them Kommune er et af de mennesker, der har kastet sig ud i at kæmpe for anstændighed og almindelig menneske moral i forhold til en hårdt ramt armensk familie, der er dømt til udvisning. Det har bl.a. medført omtale i DR1, og nu har Steen skrevet et debatindlæg/kronik til optagelse i de aviser, der vil tage det.
Download Steen Christensensen Når svinehunden rykker i snoren som pdf fil.
8. juni 2005
Det er med stor glæde og lettelse at vi idag modtog beskeden om, at moderen, faderen og datteren har opnået et års humanitær opholdstilladelse med baggrund i datterens psykiske sygdom og mangelfulde behandlingsmuligheder i hjemlandet.
Den multihandicappede søns såkaldte 9C-opholdtilladelse er også glædelig, omend det kan forekomme overraskende, at han ikke til fulde opfylder kravene for humanitær opholds-tilladelse.
Jeg vil informere de mange mennesker, som har fulgt denne sag, og vi vil forsøge at være familien behjælpelig med at få etableret en mere normal hverdag, hvis den forbliver i vort lokalområde.
Det er ikke alene dybt foruroligende, men nærmest chokerende, at et dansk regeringsparti med største selvfølgelighed er ved at tildele Danmark en rolle som et land, der spiller med på slyngelstatsretorikken uden at kunne indse, at slyngelstater blot er stater, der ikke vil føje amerikanske interesser. Fx var Irak jo ikke en slyngelstat, dengang landet var USA's allierede, uanset at mange af de overgreb, Sadam gjorde mod befolkningen, og som siden gøres til begrundelse for det legitime i hans fjernelse, skete med mere eller mindre stiltiende samtykke og måske enda med opmuntring fra USA.
At USA er bekymret over Irans oprustning, er den samme sag som med Irak. Man truer og udbreder vidt og bredt sandsynligheden for, at man vil angribe landet, og når det truede land så må opruste, har man dem. Den form for logik kaldes "catch 22", og den har jeg tidligere omtalt.
Georg Metz havde i Information d. 7. maj 2005 en artikel om at sige undskyld, selvfølgelig med baggrund i, hvad statsministeren nu synes, der opportunt at sige unskyld for.
Jeg skrev et indlæg til Information, men på grund af travlhed omkring min 60-års fødselsdag d. 13 maj, fik jeg det aldrig sendt, mens det endnu var akuelt som en reaktion på Metz´' artikel.
Jeg sendte det i stedet til Gerorg Metz, og jeg kan passende bringe det her:
Tak til Georg Metz’ enmandshær, som ikke upåtalt lader hr. F. Rasmussen og ligesindede slippe afsted med billige tricks, og som samtidig stiller sig til rådighed som coach i undskyldningens svære kunst.
Men jeg synes, at Georg Metz må undskylde over for Informations læsere - og det gør han sikkert gerne - at han ikke medtog den undskyldning, som Uffe Ellemann måske nok indirekte har givet ved at få balterne ind i EU, men som dog nok burde gentages over for Estland, fordi en vis dansk konge, hr. Sejr, i 1219 undertvang sig esterne og stjal noget, som vi senere under navnet Dannebrog gjorde til noget af det danskeste, man kan tænke sig. Stjal og stjal, nå ja, det faldt jo li’som ned fra himlen og bare lå der, og ingen brød sig om det ligesom med æslets hale i Peter Plys og ligesom med alle de lande, stærkere nationer i tidens løb har underlagt sig som kolonier og vasalstater. De bare lå der til ingen nytte, det mente i hvert fald erobrene, som selv havde meget mere at bruge dem til, eller som måske ligefrem havde et guddommeligt påbud om at oplære dem i den rette tro. Skulle man behøve at sige udskyld for det? Det kunne hr. F. Rasmussen og hr. Putin jo nok få sig en god snak om.
Hr. F. Rasmussen ved jo i bagklogskabens ulidelige klarsyn, at man ikke skal lade sig føje af den stærkeste. Det er fejgt, hvad enten det er en Hitler eller en Sadam, og derfor støtter han helhjertet de af hr. Bush foretagne reguleringer i stærke slyngelstater. Derfor støtter hr. F. Rasmussen sikkert også den amerikanske oprustning, som sker i noget, vi vel trods alt kalder fredstid. En oprustning, som for den skeptiske uden den statsutoriserede opfattelse af slyngler og slyngelstater, kunne lede tanken hen på oprustningen før 2. verdenskrig.
Om det så er den olje, der ligger, og som ingen rigtig bryder sig om eller har ret til, undtagen amerikanerne, om det er kampen om verden slet og ret, eller om det er et religiøst-moralsk korstog, der bygges op til, er ikke godt at vide. Men for ”moralens vogtere” med et voksende underskud på statsfinanserne kunne et valgsprog være: ”Pyt med, om man skylder hos købmanden, bare man har det stærkeste militær.”
Der skal nok blive en del at sige undskyld for.
Palle Kousgaard
forfatter
En amerikansk kvinde fik for et par år siden tilkendt en millionerstatning for at have brændt sig på et krus varm kaffe på den lokale MacDonalds." (Information 27/4-2005)
I Vietnam lider vietnameserne i 3. generation på grund af det dioxinholdige "afløvningsmiddel" Agent Orange, som i stor mængde blev hældt ud fra fly for at fjerne vegetationen, så vietnameserne ikke skulle kunne gemme sig under træernes løv.
Det har medført kræft og mange misdannede børn.
Amerikanske krigsveteraner har fået store erstatninger for eftervirkningerne af deres omgang med stoffet.
3-årige Xuan Minh stirrer fra sin seng på Tu Du Hospitalet in Ho Chi Mihn Byen, Vietnam. Xuan Minh menes at være ramt af eftervirkningerne af stoffet Agent Orange, som blev brugt i stor stil af de amerikanske styrker under Vietnamkrigen. - Foto: AP
Ingen international retsinstans eller FN-domstol har taget vietnamesernes sag op. Heller ikke den vietnamiske regering.
Nu søger ofrene at rejse en sag om produktansvar, idet de mener, at sprøjtningen var en krigsforbrydelse, og at kemikaliefabrikkerne (bl. Dow og Monsanto (dem med Roundup))er medskyldige , da de har tjent milliarder på at levere giften.
Sagen er foreløbig blev afvist. Der er ikke tale om krigsforbrydelse, mener forbundsdommer, Jack Weinstein, som tidligere tilkendte krigsveteranerne erstatning. Desuden kan man ikke bevise, at det er Agent Orange, der har forårsaget skaderne.
Hvad var det nu lige, der gjorde Sadam Hussein og "Kemiske Ali" til krigsforbrydere? Eller Hitler for den sags skyld.
Der forskel på, hvem der er ofrene.
Der er i det hele taget stor forskel. "Vi" hvide er i den grad efter Mugabe i Zimbabwe, fordi han "stjæler" jorden fra de stakkels hvide og giver den til sine venner.
Og det er også slemt. Han er et dumt svin, som burde hældes ud, men hvordan var det lige, det var i Zimbabwe (Rhodesia), før de sorte overtog magten. Hvordan havde de hvide fået al den jord, der nu "stjæles" fra dem? Og i Sydafrika. Hvem af dem, der har så travlt med at Mugabe ikke overholder menneskerettighederne,tog afstand fra det hvide styre i Sydafrika. Det var ikke så let med de sanktioner, FN efterhånden gik med til.
Men opportunister er der nok af. Og så har jeg næsten ikke nævnt styret i USA med et ord. De arbejder iøvrigt hårdt for retssystemet - altså med at få ultrekonservative moralister ind som dommere på livstid. De snakker om moral, men har ikke skygge af moral.
PK 1/5-2005
Jeg kan ikke slippe følelsen af, at vi er kommet helt ud i absurditeterne i mange sager.
Et af dagens store temaer, er de skibe, der skal hugges op i Indien. Farligt skrot, siger vi. Og de stakkels indere. Der dør en hver eneste dag!
For inderne er det deres levebrød. Mange af lavkastefolkene lever livet farligt. Det kan være farligt at skulle overleve på bunden af samfundet.
Hele snakken om, at vi ikke må eksportere miljøproblemer, er i denne sag lidt latterlig. Med de råvarepriser, der er, eksporterer vi ikke miljøfarligt affald, men kostbart jernskrot. Og det ved sælgerne, om det så er Korsør Kommune eller andre. De sælger, til dem, der byder mest, og køberne byder mest, fordi de med de billigste omkostninger kan byde mere og aligevel tjene mere på skrottet.
Det er hele globalieringens filosofi - og dilemma.
Der er sikkert firmaer, der vil kunne skrotte gamle skibe forsvarligt. Så sælg til dem og gør ikke mellemhandlerne og de indiske købere til bedragere og syndebukke. Det første led, der kun interesserer sig for penge, er sælgerne, Korsør Kommune og de andre. Og i en situation, hvor profitmaksimering er blevet den højeste og mest anerkendte erhvervsdisciplin, er det ikke de skruppelløse indere, der er skurkene. Det er de rige, vesterlandske landes (vores) gridskhed, langt, langt under den tredje bundlinje.
PK 1/5-2005
En kommitte nedsat af præsident George W. Bush har frikendt præsident George W. Bush for at være medskyldig i at trække bukserne af en irakisk fange i Abushgrab-fængslet.
Det er svært at være antiapatisk. Måske er det alderen, men der er så meget, jeg efterhånden må renoncere på. Så er det lige før, apatien kommer snigende og indgyller alt i en uigennemtrængelig og ildelugtende substans. Og så er fristelsen stor til bare være ligeglad, ja nærmest apatisk.
Det er en interessant tanke, at folk, der med tilbudsavisen i hånden køber det billigste produkt, er med til at outsource deres egen arbejdsplads. Det er lidt som tegningen af Storm P. (tror jeg det er), hvor en hund fodres med dens egen hale. Når der efterhånden kun er de arbejdspladser tilbage, hvor vi barberer hinanden, må vi jo emmigrere. Så skal vi sikkert rejse til Indien, Kina eller et helt tredje land for at få arbejde. Men det er ikke sikkert, de vi have os ind: ”Sådan nogle nasserøve”, tænker de sikkert. Så er er ikke andet at gøre end at søge asyl som bekvemmelighedsflygtninge.
Man kan ikke sikre sit arbejde, men ved at købe aktier i de rigtige selskaber får man del i ”outsourcing” gevinsten, og endnu mere del i gevinsten får man, når et større selskab køber det, man nu var medejer af. Juble, juble. En kortsigtet gevinst. Man vælger femøren her og nu og er med til at sælge arvesølvet. Og med vore dages markedsføringsforføring har de store selskaber et fortrin. Der er kun nicher tilbage, for vi styres af reklamerne.
Sig fra!
Skridt nr. 1: Afskaf fjernsynet. Det er spild af tid og det rene diktatur.
Det har vi gjort!
Den direkte anledning var, at pludselig blev de forfærdeligste ting kastet i hovedet på os, uden vi var advaret. Det var ikke porno eller vold, Pia Kjærsgård eller Georg Metz, pyt med det, men det var langt værre: George Walker Bush! Jeg får kryb af den mand og hele hans slæng af hyklere. De går efter penge og magt frem for alt. Magten over verden. De præker moral, men har ikke skyggen af moral. Den bruger de kun som korsetstivelse.
Nå, Bush var hovedet på sømmet, men der var mere. Jeg har svært ved at acceptere, at idrætsfolk og skuespillere tjener hundreder af millioner bare fordi vi ikke har noget bedre at tage os til end at glo på dem.
Og jeg blev træt af selvpromoverende journalister med en politiker i maven. Og hvis der endelig var en god udsendelse, som man måtte reflektere over, var den knap nok færdig, før det bragede med reklamer for ”ting” eller udsendelser, som man havde hørt om mange gange før - igen og igen. Hvad tænker de dog på?
Det var alligvel bedre i monopolets tid!
Så afskaf fjernsynet.
På licenskontoret troede de, vi ville snyde. Og så var jeg lige ved at snyde efter 3 års fjernsynsafholdenhed. Tuneren havde vi pillet ud af fjernsynet, og da jeg med œ times varsel erfarede, at der kl. 23 ville komme en mindeudsendelse om Niels-Henning Ørsted Pedersen, og jeg ikke kunne få fat i nogen til at ”bånde den”, så flikkede jeg videoen til antennen indtil det gik op for mig, at det var på DR2, som vi ikke kan tage herude i de midjyske bakker. Jeg var ellers lige ved med tilbagevirkende kraft at måtte falde til patten og tilmelde mig licens, for NHØP måtte jeg se og høre efter chokket. Han er et år yngre end mig, og som ung hørte jeg ham ofte i Montmartre i St. Regnegade. Måske var studieoptagelsen fra radiohuset med Sonny Rollins i mindeudsendelsen? Der hvor Rollins efter nummeret, St. Thomas, – så vidt jeg husker -sagde: ”Well done lad.”
Vi afskaffede fjernsynet for 3 år siden, bl.a. også fordi vi ikke kunne tage DR2.
Men alt for den fri konkurrence. Når el-markedet liberaliseres, så vil strømmen blive billigere, - sagde de. Mon nogen har set noget til det? Det eneste, der er sket, er at den er blevet dyrere, og at de små forbrugerejede selskaber opkøbes af andre. Så i stedet for ét kommunalt eller mellemkommunalt selskab bliver det nu Dong eller Vattenfall. Dong eller Vattenfall? Når deres ”fri” konkurrence om kunderne er afklaret, kan de så blive opkøbt af større landes el-selskaber.
Og hvad var det nu med konkurrencen og prisfordelene? Jeg tror, vi er blevet røvrendt -selvfølgelig er vi det.
Catch 22 er alle absurditeters moder. Et især militært fænomen, som Joseph Heller brugte I sin roman, Catch 22.
Det kan udtrykkes på mange måder, men er dybest set en teknik til at gøre alt andet end det, magthaverne ønsker, umuligt. Den eneste måde at blive hjemsendt fra krigen på (hvis man ikke er såret) er at være sindssyg. Og hvis man erklærer sig sindssyg for at blive hjemsendt, kan man ikke være sindssyg.
Mit eksempel er måske ikke så godt, men den megen diskussion om den kostbare efterløn og min snarlige 60-års fødselsdag har aspekter, der tangerer det absurde. Jeg har været i a-kasse og indbetalt til efterlønsordningen, men jeg ønsker ikke efterløn. Men de skattefri og meget opreklamerede ca. 114.000 kr. ville jeg da gerne have, men jeg kan få en lang næse, og kan eventuelt få mit indbetalte beløb tilbage med fradrag af 40 %, selv om mit skattefradrag har været mindre. Det snakker man ikke så meget om, men det rammer bla. selvstændige forfattere og andre kunstnere. De opfylder arbejdsbetingelserne, for ingen benægter, at de arbejder, måske endda lige så meget som Brian M., men de har ikke omsætning nok. Altså de, hvis deres bøger ikke sælger tilstrækkeligt (fordi de ikke skriver om mord, mad og "mig selv" og er kendte i forvejen), og fx frisører, der nok har en indkomst, de lever af (uden to skiferier og to andre ferierejser om året og brunch på cafeen), men omsætningen er ikke stor nok. Med mindre de begynder at frisere hinanden.
Om min egen situation kan jeg kun sige, at fordi jeg beskæftiger mig noget, efterlønnere normalt gør (bl.a. lokalhistorie), er min omsætning så lille, at jeg ikke kan gå på efterløn. Det havde været bedre at være arbejdsløs, men så må man ikke skrive......
Jeg tillader hermed at ændre Vores Kære Leders valgsprog: Det skal kunne betale sig at arbejde
til: Det skal kunne betale sig at tjene penge.
Flere absurde eksempler, bl.a. om landbrugsstøttens overgang fra hektarstøtte til enkeltbetalingsordningen følger ved en anden lejlighed.
Og så pyt med Camilla og Charles, Frede Pingo Rex og hvad er det nu, hun hedder fra Tasmanien. De klarer sig nok endda. med eller uden efterløn.
PK 23. april 2005
På et tidspunkt talte man om, at flytte Rigsarkivet til Odense. Stort ramaskrig. Mig ville det have passet udmærket, men jeg blev ikke spurgt. For vi ved jo godt, at der ikke bliver flyttet noget ud i landet. Der snakkes, og når de "overflødige" amter nedlægges, flyttes en del ting i stedet for fra landet til København. Men så har vi jo landdistriktspuljen. Her kan man få støtte til projekter, der skal skabe liv i landdistrikterne - typisk på forenings eller fællesskabsbasis. I Vrads har vi fået støtte til et "spillerum". Her kan de unge så spille elektrisk musik, uden at det generer andre. Hvis de unge altså ikke lige er taget på efterskole. Men hvis spilleummet bliver ledigt, kan vi gamle jo hanke op i instrumenterne. Vi kunne godt trænge til at øve lidt mere.
Der skal kanaliseres penge fra landbrugsstøtten over til udvikling af landdsistrikterne. Men jeg kan ikke lade være med at synes, at det var bedre om de fjernede afgiften på at tage til København - Broafgiften. For når flere og flere funktioner lægges til København, er det helt urimeligt, at vi, der er så uheldige at bo på Fyn og i Jylland skal betale 250 kr. pr. gang, vi skal have bilen med over. Og vi tager jo bilen med, hvis den ellers skulle stå i Skanderborg eller Horsens.
Hvorfor skal der lige præcis være én vejstrækning, der skal betales på. Storebæltsbroen! Hvorfor ikke Mølleåbroen? Folk i Nordsjælland tjener mere, så det ville give meget mere i kassen, og fattigrøvene, som ikke længere har råd til at bo i København, men skal køre ind langt ude fra landet for at arbejde, kunne bare vælge alternative veje. Det er lidt svært at vælge alternative, gratis veje over Storebælt.
Afgiften over Storebælt skal ikke bare ned. Den skal væk!
PK 31/3-2005
Frede Rex og Mary er vindere, mens Charles og Camilla er oplagte tabere i mixeddouble, hvis man da skal tage medierne til indtægt. Og så kan man jo ikke lade være at tænke på, at hvis Charles, ligesom Frede Rex, havde fået lov af sin mor, imperiets etikette og den royale stive overlæbe til at gifte sig med den, han elskede, og ikke skulle så gruligt meget igennem med næsten- helgeninder (helgeninder er svære i en almindelig seng, men også i en himmelseng, tro mig!) og den slags før han endelig kunne gifte sig med hende, han havde det godt med, ja så havde historien om Charles sikkert været meget bedre. Så var han måske blevet en vinder, for han har da sikkert sine gode sider. Han kan selvfølgelig nå at vinde endnu, for den der ler sidst osv., men det er op ad bakke på kanten af kategorierne. Det er om at holde tungen lige i munden og hjertet rent, som det i øvrigt er for os andre også, uden at vi har skullet igennem helt så store skuespil og offentlig bevågenhed som de såkaldte kongelige- og tak for det.
Langfredag var en bitter dag, men skøn var påskemorgen. Så fred være med dem.
PK Langfredag d. 25. marts 2005
|mål
begrebp
Det slår mig gang på gang, at vi finder os i brugen af betegnelser, som lyder objektive, men i høj skyldes en i forvejen fastlagt verdensorden.
Der skrives meget om oprørerne i Falluja. Men hvem gør de egentlig oprør mod?
Først og fremmet mod en erobrer, der angreb landet på et løgnagtigt grundlag. Dernæst besatte erobrerne landet og udpegede en delvis marionetregering. Er det unaturligt, at nogle irakere med de midler, de har, forsøger at bekæmpe erobrernee, besættelsesmagten og det af besættelsesmagten indsatte styre?
Men oprørerne stemples automatisk som onde, fordi vi er de gode.
Terrorister ønsker at destabilisere situationen i Irak, siges det. Men var styret i Irak ikke stabilt, inden vi angreb. Og hvem er det så, der har destabiliseret landet?
Er der dem, der kæmper imod besættelsesmagten, eller dem, der har væltet det uhyggelige, men stabile styre?
Vi er de gode, fordi vi har demokrati. Men er det amerikanske demokrati et værdigt forbillede? Baseret som det er på reklame- og TV-spots og en administration, der tror så meget på egen godhed, at dens folk kan svindle og bedrage og myrde for forgodtbefindende.
Der er formentlig hverken mere eller mindre magtsyge i Irak, end de er i USA, hverken mere eller mindre religøs fanatisme, end der er i den "frelste" og hykleriske administration i USA.
Det er uhyggeligt, så mange følgagtige og skævt tænkende, der findes. Hvis situationen var vendt om, og nogle arabiske lande havde fundet
• at Danmark ikke overholdt FN's charter, fx vedrørende flygtninge
• at de derfor søgte FN om at tvinge Danmark
• og fordi, der ikke var enighed i FN følte, at de selv burde gribe ind
• og de derfor besatte Danmark og indførte et dem muslimsk og venligsindet styre????
Ville en modstandsgruppe i Randers så være oprørere, og ville folk, der saboterede danskeres tjeneste i en af besættelsesmagten oprettet politistyrke, være terrorister?
Vi bliver nødt til at blande os ude i verden, men at gøre det med udgangspunkt i vestlige interesser og "værdier" kræver en høj moral, der kun i begrænset omfang synes at være til stede.
Det er svært at være "uangribelig". Men det er nødvendigt. Og med Gerorge Bush går det aldrig. Han er simpelthen for dum og for farlig i sin egen frelsthed.
PK 20/10-2004
|mål
verdensp
Debatindlæg bragt i Information, fredag d. 30. april 2004
Nu hvor Bjørn Lomholt er kommet til tops i systemet og tæt på en rådgiverrolle for selveste præsident B., er det måske på tide, at Lomborg. bruger sine vidunderformler til en aktion: ”mere liv for pengene”.
Bjørn Lomborgs regnemodeller ville sikkert vise, at alle de penge, der smides ud på såkaldt terrorbekæmpelse, er helt til grin, fordi sandsynligheden for at blive ramt ved en terroraktion er minimal. De 3000 mennesker, der omkom ved World Trade Center er nogenlunde samme antal, som på verdensplan dræbes i trafikken hver dag, langt mindre end der hver dag dør af sygdom og underernæring og tilsyneladende også langt mindre en der i perioder daglig dør ved forskellige etniske massakrer, jfr. Informations seneste artikel om Sudan.
Nu må modellen stå sin prøve, så vi for alvor kan få mere for pengene. Og hvis modellens sædvanlige sammenblanding af æbler og pærer også ville sætte lighedstegn mellem liv på Manhatten og liv i en fjern og beskidt krog af verden, ville den måske manifestere en respekt for andre mennesker, som på lang sigt vil vise sig at være langt den bedste form for terrorbekæmpelse.
Civiliningeniør og forfatter, Palle Kousgaard, 8653 Them
Statsministeren har nu forenklet grundene til at angribe Irak: Saddam Husseins manglende samarabejde med FN. Derfor angreb vi Irak på trods af, at der ikke kunne samles flertal for det i Sikkerhedsrådet. Og fordi FN ikke kunne give mandat til et angreb, spillede FN fallit og - sagde angriberne - gjorde sig selv irrelevant. Samarbejdede Danmark så med FN? Hvorfor skulle netop lige Saddam Hussein følge det irrelevante FN’s påbud og samarbejde ved at fremvise de masseødelæggelsesvåben han ikke havde?
I England blev det gjort klart, at journalister skal tjekke deres oplysninger, inden de skriver artikler i avisen. Det er der fornuft i. Men åbenbart er kravene ikke så store til regeringer. De kan sende lande i krig på frie tanker om formodninger om forfærdelige muligheder, der hviskes i øret af unavngivne kilder med alverdens forskellige motiver. Der er ingen tvivl om, at han ville, hvis han kunne........ kun fantasiens åbne kilder sætter grænser. Det må være de åbne (olie)kilder, der ingen grund er til at grave i.
Det kan ikke være rigtigt, at det er så nemt at gå i krig, og at begrundelserne bare er en sludder for en sladder.
Jeg så gerne, at man bekæmpede alle diktatorer, der kun tænkte på at få magten og på berige sig selv. I Asien, i Afrika, i Sydamerika - og i Europa. Men det er ikke nok at bekæmpe dem, bare fordi de ikke lystrer den amerikanske præsident.
Det gør til gengæld den danske regering og endda uden at være spurgt.
Det er menneskeligt at fejle - sålænge man ikke insisterer.
Nu må visse medlemmer af den regering da snart have fået snor nok!
Er majoriteten af den danske befolkning ved at udvikle sig til nikkedukker, der kun tænker på at styrke deres egen levestandard?
3/2-2004
Først havde vi ingenting,
kun livets skole.
Men så kom den sorte skole,
oplysningstid og meget andet,
og den pædagogiske tid,
hvor man kunne snakke om tingene.
Hvad mener du egentlig selv?
Det var dengang kommunikation
var noget
fælles
noget man udvekslede,
ja, nogen drømte ligefrem om en skole for livet.
Så fik vi informationssamfundet,
og videnssamfundet,
og så fik vi Anders F., Brian M.
og det store P.S.,
hvem nøden lærte at spinde....
og kommunikationssamfundet
spandt og spandt den ene vej.
Nu får vi paratvidenssamfundet
og ingenting
med mindre vi gør en særlig indsats.
Så får vi en sukkerknald
lagt oven i lønnen,
noget for noget,
hvis vi altså får løn,
og ambitionerne er spidse nok.
9/12-2003
Fra regeringen kommer så mange hysteriske udfald og urigtigheder med fanen højt hævet i danskhedens navn og med en selvbestaltet opfattelse af kristendom. Som Albert Camus udtrykte det (citeret efter hukommelse): "Har man ikke karakter, må man have en metode."
De må kalde det, hvad de vil, og i mangel på værdier, må de have en værdidebat.
Men når den eneste drivkraft er penge. Når det samfund, vi alle, på trods af forskelligt politisk standpunkt, inderst inde tror på: Det samfund, der er baseret på god moral og mange sunde principper! Når det brydes ned i lyntempo, til fordel for et købmandsagtigt "noget for noget princip", er det er tid at sige fra.
23. oktober 2003
Den største brøde, de nu i visse kredse forkætrede venstreorienterede og 67'erne, 68'erne, 69'erne, 70'erne, 71'erne osv. i Danmark begik, var ikke, at vi havde en længsel efter et samfund, der var styret af fællesskab, retfærdighed og kærlighed frem for materialisme, formynderi, konformitet og egoisme. Det var heller ikke, at vi selv ville det, det altid tidligere havde været andre, der gjorde, eller at længselen undertiden gav sig udtryk i bastante ytringer. Men den største brøde var, at vi måske på trods af en del åbenlyse urimeligheder i samfundet alligevel havde en tro og tillid til fornuften og retfærdigheden i det danske samfund, og at vi slet ikke kunne forestille os, hvor galt det engang ville kunne komme til at gå her hjemme, når først de "rigtige" folk kom til. Og det tror vi vel stadigvæk ikke.
De såkaldte ungdomsoprør, hvad enten det var de "vrede unge" i 50'erne eller det "rigtige" i 60'erne og begyndelsen af 70'erne, opstod jo dybest set som de "tæmmede" unges længsel efter noget andet og bedre, tilsat en vilje til at ændre forholdene.
"Blott de tama fåglarna har en längtan
De vilda flyger"
Elmer Diktonius (1896-1961). Finlandsvensk digter.
De "vilde" betyder ikke, at de er vilde, uregerlige og voldsomme, men naturlige og fri. Nogle få fløj frit og naturligt, men mange andre måtte først gennem længsler og visioner, og nogle forsvandt næsten ud ad tangenten. Mange gennemlevede meget på sjæl og krop, og nogle døde, mens andre aldrig rigtig kom i gang med noget. En del gennemførte vel som jeg deres studier og uddannelse med forsinkelse og kom ind i et arbejdsforløb. Måske blev nogle militante, mens andre fik ledende poster i samfundet, som det hævdes, af dem, der ikke aner, hvad der foregik. Men jeg kender ikke mange af den slags.
At begå sig i det store rum mellem tæmmet og vild er ikke let, og det kan være ensomt.
Visse vindbøjtler af politikere jagter vindmøller i deres selvhævdende trang til at kritisere en tid og et oprør, som mest var et personligt oprør om frihed til at være og skabe. En frihed, der i rigt mål er givet videre til den næste generation. Se blot hvor mange, der spiller musik og på anden måde helt naturligt udtrykker sig kreativt.
Det var på mange måder en smuk tid på trods af krif i Vietnam og diktatur i Grækenland. En smuk tid, der også førte megen lidelse med sig.
Der vil altid være opportunister. De fornemmer altid, hvornår det er tid at komme på scenen - eller forsvinde igen.Opportunister var der også dengang, men der var langt flere, der ikke var det.
Den gang var endog demonstrationerne forholdsvis fredelige. Ved en Vietnam demonstration i 1967 eller 68, da det vildeste demonstranterne næsten gjorde var at forsøge at komme igennem betjentenes kæde og over Østerbrogade/Dag Hammerskiölds Alle til fortovet foran den amerikanske ambassade, udspandt der sig et lille intermezzo: En mand råbte: "Skal vi ikke kaste en bombe (=en molotovcocktail)" Den årvågne demonstrant meldte ham til politiet. " Her er en mand, der vil kaste en bombe." Han kunne nemlig se, at manden havde pudsede sko.
Se, det var en historie fra før civilklædte betjente begyndte at gå i kondisko. Og demonstranterne pudsede ikke sko.
Demonstranter har sat sig på gaden i stedet for at være på fortovet modsat den amerikanske ambassade under en demonstration imod Vietnamkrigen. Der var en næsten masochistisk stemning, når man afventede knippelslagene, ligesom nordvietnameserne afventede bomberne fra de store B52 bombemaskiner. foto PK 1967.
I den nuværende regering tror man nærmest at alle demonstranter dengang var potentielle terrorister, der ville en marxistisk revolution i Danmark. Men de er heller ikke for kloge.
For mig er det ligegyldigt, hvilket politisk ståsted andre mennesker har, hvis det blot er baseret på en indlevelse, åbenhed og forståelse for verden omkring os, for mennesker, ånd og natur og for individernes ret til at være her under så rimelige forhold som muligt. Men også på at egne, fællers eller races fordele ikke skal styre verden.
Vi må fokusere på, at der er langt mere, der er fælles for mennesker og derfor burde forene, end der er forskelle og derfor adskiller.
Derfor bør farve, race og religion ikke i sig selv give modsætninger. Hvis ikke "forførere", det være sig politikere, præster, andre meningsdannere og rigdom har skabt forskel mellem mennesker, er det nemlig samme basale behov og følelser, mennesker har overalt på kloden.
Men vi må altid være opmærksomme på det gamle begreb: Magt korrumperer!
Desværre gælder det også velstand og angst for at skulle dele velstanden med andre. Det må være grunden til, at vi tilsidesætter al forstand, dømmekraft og moral, når vi mere eller mindre stiltiende accepterer selv de mest elementære brud på lov og ret og almindelig anstændighed fra den ny tids politikere og kommunikationsspinnere.
Vi har en statsminister, som både er udøvende og dømmende myndighed.
Vi har en statsminister, som ikke kan lide rundkredspædagogik, fordi han ikke gider høre efter andre.
vi har en statsminister, som langer ud efter eksperter og smagsdommere, men hellere vil indføre sin egen form for paratviden.
Vi har en statsminister, som siger, han kæmper for demokrati, men samtid mener FN fejler og ikke kan blive enig, når Sikkerhedsrådets flertal ikke kunne godtage de ringe - og viste det sig - ikke eksisterende beviser, og derfor havde en enighed (det demokratiske flertal i Sikkerhedsrådet) mod statsministeren synspunkter.
Vi har en statsminister, som går ind for paratviden, men hellere selv skulle læse på lektien.
Vi har en statsminister, som bruger et helt overdimensioneret angreb på mennesker, der havde markante synspunkter for 30 år siden til at forsøge gennemført et meningstyrrani, som er langt værre, end det, han angriber.
At regeringens politik på mange områder er i mod mine synspunkter, kan jeg ikke laste den for.
Men jeg kan laste den for magtarrogance, dårlig moral og letfærdig omgang med sandheden og forsøg på at holde folk for nar.
Det er så alvorligt, at jeg kun kan klare det ved også at more mig over det.
Hvis en mand sagde, at han havde beviser for, at statsministeren ville sprænge verden i luften, og manden derfor i selvforsvar slog statsministeren ihjel.....
Og hvis manden så ikke lige kunne finde beviserne, men sagde, at fordi han ikke lige kunne finde beviserne, var det jo ikke ensbetydende med, at statsministeren ikke ville have sprunget verden i luften...
Og hvis manden desuden var helt sikker på, at han havde gjort det rigtige, og at verden var blevet en bedre verden uden statsministeren....
Og hvis manden så sagde, at der overhovedet ikke var nogen grund til yderligere undersøgelse af sagen, fordi den var fuldt belyst...
Ville vi så bare sige: tja?
Tja!
Men nu har statsministeren jo indrømmet, at det, han vidste helt sikkert, det vidste han alligevel ikke. Ikke faktuelt, men politisk. Og det var jo også ved at være der, at blot nogen kunne tænkes at have.... så var det nok til at...
Og det er jo rigtigt, at hvis nogen begår selvmord af angst for, hvad en type som Sadam kunne finde på, så er sådan en type farlig og bør elimeneres.
Hvis en mand i civil udløser en bombe i en menneskemængde og sprænger sig selv og andre i luften, er han en fej og lumpen terrorist.
Hvis en soldat i uniform ved tryk på en knap fra et krigsskib eller et fly langt borte sender et missil ind i en menneskemængde, er han en tapper helt.
Hvad nu, hvis soldaten har glemt at tage uniformsbukserne på?
(Så ville han vel være uregelmenteret påklædt og derfor nærmere en ulovlig kombattant, altså en terrorist.)
Ak ja.
Hvis målet havde været at fjerne en tyran og forsøge indført et friere og måske demokratisk styre, skulle det have være dagsordenen.
Så kunne man jo opstille og vurdere den slags regimer over alt på kloden.
11. september 2001 blev et vendepunkt i historien, men 11. september er samtidig årsdagen for, at den chilenske hær med støtte fra USA bombede præsidentpaladset i Chile, med en demokratisk valgt præsident.
Vi har haft mange diktaturer i Europa. De kommunistiske har fået stor opmærksomhed, mens militærdiktaturerne i Spanien, Portugal og Grækenland næsten er glemt. Her er tilsyneladende ingen "revision".
Og over alt i verden har vi haft og har stadig diktatorer, som raner til sig og som styrer rædselsregimer, men mange af dem har haft vestens fulde støtte.
Bedre sent end aldrig. Man må blot fortælle befolkningerne om, hvad det handler om, så den demokratiske opbakning kan ske på et reelt grundlag. Og så skal det helst være reelle menneskehedsrettigheder, det drejer sig om, og ikke blot om, hvilke lande, vi med størst fordel (for os selv) kan ændre regimerne i. Hvis det da overhovedet er muligt at gøre noget med magt.
Jeg har fået mange henvisninger fra Uffe Stenstrops blog, hvilket jeg takker for. Her findes også mange gode og underfundige synspunkter.
Link til Uffe Stenstrops blog
