Når et landskab er så smukt, at det næsten gør ondt, og når det samtidig ser ud, som om det altid har været, så kan det alligevel føles, som om noget mangler. Som om der ligger et hemmeligt og mystisk liv gemt under den næsten uforanderlige overflade. Fra jeg første gang i 1969 så ud over Salten Ådals blånende graner, der strakte sig op og ned over bakkerne og lå som tynde kulisser mellem mig og evigheden, gav det mig en rastløshed efter at lære egnen at kende. Jeg måtte have fladerne og bakkerne til at hænge sammen, og det fik jeg ved at løbe gennem tykt og tyndt i skovene og over vådt og tørt i de åbne områder. Og da jeg realiserede den drøm, der havde fulgt mig siden mit første besøg, og fra 1992 ikke kun var fritids- men heltidsbeboer, kendte jeg allerede området rimelig godt.
Efter nogle år meldte udforskningstrangen sig på en anden måde. Jeg læste og hørte historier og overleveringer, men disse stillede som oftest flere spørgsmål, end de gav svar, og ideen om at få hoved og hale på de mange spredte beretninger dukkede op. Og da jeg først var kommet i gang, rullede lavinen. Det begyndte ved Vorretvej nord for åen, hvor jeg selv bor, men jeg kendte stadig Vrads og Ansø bedre, så det passede mig godt, da jeg blev bedt om at skrive en jubilæumsbog for St. Hjøllund Plantage i år 2000. Det gav mig desuden lejlighed til at arbejde med tilplantningens historie, som jeg på forhånd vidste så lidt om.
En arbejdstitel for mit arbejde har været: ”Blandt møllere og bønder, tilplantere og lyngtrimmere omkring Salten Å”, og jeg søger den menneskeskabte del af landskabets mystik i samspillet mellem bøndernes, husmændenes og land- og skovarbejdernes slid, tilplantningspionerernes visioner og landliggernes evne til at nyde. Det er mennesker med vidt forskellige tilgange og impulser, men uden medvirken fra alle grupper var landskabet ikke blevet det, det er i dag.
Vandmøllerne var mødesteder, og de største af dem blev økonomiske kraftcentre, fordi vandkraften tiltrak dynamiske personer, og skal man over en længere periode udvælge egnens i aktivitet ”betydeligste” mænd, vil flere af dem have været møllere, og vandmøllerne ville uundgåeligt blive dominerende i en generel historisk beskrivelse af egnen. Derfor har jeg valgt at skildre vandmøllernes historie i en separat bog, som samtidig bliver en nøgle til, hvad der videre måtte komme.
Jeg har i de mere end fire år, jeg har arbejdet med egnens historie, mødt stor forståelse fra privatpersoner og offentlige institutioner og talt med mange, især ældre, mennesker, hvoraf adskillige desværre er døde i den mellemliggende tid. Jeg er alle disse dejlige mennesker dybt taknemmelig for den modtagelse, jeg har fået, og for de samtaler, vi har haft. Ofte har jeg kigget med i og lånt billeder fra folks private fotoalbums, hvilket har været menneskeligt berigende for mig.
Jeg har fundet materiale og brugt mange timer på Statens arkiver og i Silkeborgs fremragende bibliotek og lokalhistoriske samling, og tilsvarende er jeg Egnsarkivet for Them Kommune tak skyldig. Jeg har i min jagt på viden, billedmateriale og fonde fået god hjælp fra Silkeborg Museum, fra Nationalmuseet i Brede og fra Frilandsmuseet i Sorgenfri. Jeg har modtaget økonomisk støtte fra en række fonde, som jeg hermed bringer min varmeste tak, fordi de har vist tillid til mig og projektet. Jeg takker ligeledes Philip Stewart for det engelske resumé og lektor Henrik Vejre fra Landbohøjskolen for at have gennemlæst mit manuskript og foreslået nødvendige korrektioner.
Desuden retter jeg min varmeste tak til godsejer Lennart von Lowzow, Løvenholt, for hjælp, gode råd og opmuntrende interesse for projektet og til cand. jur. Lise Norstrand, som endnu engang beredvilligt har hjulpet mig med ord og syntaks. Sidst men ikke mindst en tak til min hustru, Anne-Grethe.
Fogstruplund, august 2003
Palle Kousgaard
